Ørskov Gruppen

Samarbejdspartner for Frivilligdage? – Selvfølgelig

Vi brugte ikke lang tid på at overveje, om vi ville være samarbejdspartner for Frivilligdage. Selvfølgelig ville vi det. Som virksomhed får vi mange henvendelser om sponsorater, samarbejde og levering af gratis ydelser af forskellig slags, og vi kan ikke sige ja til det alt sammen, men Frivilligdage er noget vi 100% står inde for. Vi er helt på det rene med, at hvis Ringkøbing-Skjern Kommune fortsat skal være et dejligt sted at bo, et sted som udvikler sig positivt og som også er et godt sted at drive virksomhed, så er frivillighed vigtigt og i mange sammenhænge afgørende. Derfor vil vi gerne støtte, at frivilligheden har gode kår i vores kommune, og vi er stolte af at være samarbejdspartner for Frivilligdage.

I Ørskov Gruppen er vi specialiseret i forskellige afdelinger, men arbejder alle inden for markedsføring og kommunikation. Vi laver hjemmesider og webshops, online markedsføringsaktiviteter, konceptudvikling, markedsføringskampagner, tryksager, annoncer, logoer og meget andet. Vores kunder er i hele Danmark og er både offentlige og private virksomheder. Ørskov Gruppen har sit udspring i Skjern og ejes i dag af Jesper Skyttegaard, Morten Skovbjerg og Peter Glargaard – alle tre bosiddende i Skjern.